Ukendte gerningsmænd skyder flere gange mod bil på motorvej

Politiet har natten til tirsdag efterforsket en skudepisode på Holbækmotorvejen ved Roskilde.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

– Klokken 01.05 får vi en anmeldelse om, at en bil er blevet ramt af skud mellem afkørsel 13 og 12. Da vi kommer frem til stedet, har føreren af bilen forladt området, siger vagtchefen.

Bilen er ramt af tre skud fra “en eller flere forbikørende biler”, men ingen personer er kommet noget til.

– Vi har været i kontakt med føreren af bilen, som siger, at han var alene, da det skete. Han er ikke blevet ramt, fortæller vagtchefen.

Politiet ønsker ikke at oplyse noget om vedkommendes identitet, eller hvorfor han forlod stedet efter skudepisoden. Anmelder og føreren af bilen er dog ikke den samme, siger vagtchefen.

Over for Ekstra Bladet siger politiet, at man efterforsker, om det er et “uheld, at denne bil er ramt”.

Efter anmeldelsen var motorvejen delvist spærret. Politiet har nu taget bilen med til videre undersøgelser, og motorvejen er åbnet igen.

/ritzau/