På Holbækmotorvejen fik flere bilister tirsdag formiddag bøder for at tage billeder og filme en væltet lastbil, hvis dæk var eksploderet.
Lastbilchaufføren er sluppet uskadt fra uheldet. Men det er stadig forbudt at filme, mens man kører bil, oplyser vagtchef Lars Guldborg fra Københavns Vestegns Politi.
Ikke alene er det etisk tvivlsomt at filme mennesker, der netop har været involveret i en potentielt traumatisk episode. Det flytter også fokus fra kørslen, forklarer vagtchefen.
– Det er tåbeligt. De har opmærksomheden rettet alle mulige andre steder hen end på kørslen. Hvis man efterfølgende offentliggør optagelserne, kan det være en straffelovsovertrædelse, siger Lars Guldborg.
Uheldet skete omkring klokken 10 i vestgående retning mellem frakørsel 7b og 8.
– Angiveligt er dækket eksploderet, og så har han mistet herredømmet over bilen. Den er svinget over vognbanen og er landet i midterrabatten. Heldigvis blev ingen andre biler ramt, siger vagtchefen.
Tirsdag eftermiddag brød en tavlevogn i brand på E45 mellem Tilst og Aarhus, da den var på vej til en opgave.
Ingen personer kom noget til, og branden var hurtigt slukket, men episoden skabte ikke kun kø i det nordgående spor, hvor tavlevognen brændte. Det sydgående spor blev ramt af nysgerrige bilister, der skabte en “kiggekø”.
Det fik Østjyllands Politi til at skrive på Twitter:
– Desuden er der “kiggekø” i sydgående spor, hvorfor vi anmoder bilisterne i sydgående spor til at køre bil og ikke kigge efter uheld i modsatte spor!!!
Vagtchef Martin Christensen fra Østjyllands Politi oplyser, at man ikke har uddelt bøder til nysgerrige bilister, da politifolkene havde travl med at tage sig af uheldet.
– Men det er en uheldig tendens, der breder sig, siger han.
/ritzau/