Her fotos af skudhuller efter skyderiet ved bymuren i Avedøre
Efter to skudepisoder på 18 timer har Københavns Vestegns Politi onsdag besluttet at indføre visitationszoner.. De gælder foreløbig til den 6. juni.
Natten til tirsdag blev der affyret skud mod en lejlighed på Bymuren i Avedøre. Få timer forinden var der en skudveksling mellem flere biler på Vejlebrovej i Ishøj.
I forbindelse med den sidstnævnte episode blev en 19-årig mand onsdag varetægtsfængslet i fire uger.
Politiet mener ikke, at de to skyderier hænger sammen. De bliver derfor efterforsket som to enkeltstående episoder.
De har dog det fællestræk, at motivet efter politiets opfattelse skal findes i uoverensstemmelser mellem lokale kriminelle i henholdsvis Hvidovre og Ishøj.
– Det er dybt alvorligt og helt uacceptabelt med skyderier på åben gade og mod beboelse. Det arbejder vi hårdt på at sætte en stopper for, udtaler politiinspektør Mikael Wern, Københavns Vestegns Politi, i en pressemeddelelse.
– Oprettelse af visitationszoner er et godt værktøj til at hjælpe os i indsatsen med at hindre flere skyderier og retsforfølge de kriminelle, som skyder, siger han.
Foruden indførelse af visitationszoner har Københavns Vestegns Politi indsat såkaldt tryghedsskabende lokalbetjente og øget patruljeringen i de to områder.
Visitationszonen i Hvidovre kommune er afgrænset af Vestvolden (Voldgaden) – Avedøre Tværvej – Byvej forbi jernbanen, videre vest ad Byvej og langs jernbanen til Vestvolden (Voldgaden) – Avedøre Tværvej.
I Ishøj er visitationszonen afgrænset af Store Vejleå – Ishøj Strandvej – kommunegrænsen mellem Ishøj og Greve – Køge Bugt Motorvejen/Motorring 4 – Store Vejleå.
/ritzau/