Lyn sætter ild til huse og skaber kaos på Vestfyn

Et kraftigt uvejr, der mandag ramte den vestlige del af landet gav årets første skybrud, og i landsbyen Strib på Vestfyn skabte lynnedslag kaos.

To huse på Møllebakken nummer 37 og 57 brød i brand. Den ene var ifølge indsatsleder Jan Møller fra Trekantområdets Brandvæsen hurtigt slukket.

– Men i det andet stod flammerne op gennem taget. Naboen fortalte, at der lød et kæmpebrag, og at tagsten fløj gennem luften.

Middelfart Kommune kontaktede via Strib Vandværks sms-tjeneste alle beboere på Møllebakken.

– I 15-16 huse er der kommet flammer ud af stikkontakter, netværksstik og telefonstik, som også er blevet slået ud af væggene, fortæller Jan Møller.

Det betyder også, at det elektroniske udstyr i de huse er blevet ødelagt.

Lygtepæle og telefonskabe blev sprængt op, og strømmen forsvandt i hele området. Det betød, at også vandforsyningen blev afbrudt.

Naturgasforsyningen blev også ramt, og det betød, at man i en periode frygtede gasudslip.

Det manglende vand i toiletterne på Strib Skole og SFO fik ved 13.30-tiden skolelederen til at varsle en mulig lukning i forældreintra, skriver Middelfart Kommune i en pressemeddelelse.

Men ved 14-tiden var strømmen – og dermed vandet – tilbage, og børnene kunne blive i skole og på SFO.

Mellem to huse er der et stort hul i jorden, og nogle sten, der lå der, er skubbet væk.

– Det er formentlig dér, at lynet enten er kommet op fra jorden eller er slået ned, siger Jan Møller, der har været brandmand i 41 år.

– Jeg har været ude til mange forskellige ting, men det her hører til i den voldsomme ende.

/ritzau/