Fire personer er kvæstet, heraf er to i kritisk tilstand.
Mandag eftermiddag kl. 17.47 blev der slået alarm til 1-1-2 om en voldsom soloulykke på Herredsvejen, kort efter broen over Tjærebyvej.
En varebil af mærket VW Touran var forulykket på den glatte vejbane, tilsyneladende havde bilens fører mistet kontrollen og var røget over i modsatte vejbane og var her kollideret frontalt med et vejtræ i rabatten.
Kollisionen gjorde at førerdøren og dele af førersiden blev revet af bilen, og efterladt siddende fast inde i selve træet. Selve bilen fortsatte ned i grøften, mens indholdet i varerummet blev slynget ud over marken, rabatten og vejbanen.
Ved ulykken blev de ialt fire personer i bilen alle kvæstet, to af dem så alvorligt at de er meldt i kritisk tilstand.
Brandvæsen, flere ambulancer, akutlæge og en stor politistyrke hastede frem til uheldsstedet hvor de kvæstede hurtigt kom under behandling og sikret med yderligere skader. Flere af de kvæstede blev kørt væk fra uheldsstedet med udrykning, mens politiet fik standset trafikken og opsat afspærringer et godt stykke fra uheldsstedet.
Brandvæsnet opsatte lys på uheldsstedet, så politiets teknikere og en tilkaldt bilinspektør kunne arbejde under de bedst mulige forhold på uheldsstedet, arbejdet på uheldsstedet varede frem til omkring kl. 21.00 hvor der var blevet ryddet op, så der igen kunne åbnes for trafikken.