Hvordan ulykken præcist skete er endnu ikke oplyst.
To personbiler og en varevogn var involveret i ulykken, hvor der dog kun skal være tale om skader på personer i de to personbiler – muligvis som følge af en overtrædelse af vigepligten.
Tre ambulancer, en lang række brandkøretøjer samt politi var hurtigt fremme på uheldsstedet hvor en mand sad teknisk fastklemt i sin bil som følge af kollisionen, det blev dog ikke nødvendigt at klippe nogen af bilerne op for at få personerne ud.
Den mindste af personbilerne var ramt i siden, tilsyneladende i en skrå vinkel som kunne tyde på at bilen er kommet ud fra Villingebækvej og under et venstredrej ad Hornebyvej er blevet ramt af den anden personbil – det er dog ikke et forløb som endnu er bekræftet af Nordsjællands Politi.
Personbilen, som har ramt den anden part i siden, er efterfølgende kollideret i let grad med en modkørende varebil, her skulle der dog blot være tale om en bulet nummerplade.
Flere personer blev behandlet i de ialt tre ambulancer som var sat ind på stedet, og mindst en af dem forlod uheldsstedet med fuld udrykning mod Traumecentret på Hillerød Hospital. Tilstanden hos de tilskadekomne var søndag eftermiddag endnu ikke kendt, da Nordsjællands Politi ikke havde yderligere oplysninger i sagen.