Branden blev anmeldt til 1-1-2 kl. 20.40, her var BMW’en helt overtændt og brændte voldsomt. Inden brandvæsnet nåede frem til stedet, havde ilden også fået fat i en Peugeot samt en VW som holdt på hver sin side af den totalt udbrændte bil.
Brandfolkene fra Helsingør Kommunes Beredskab fik hurtigt ilden under kontrol, hvor en del af slukningen skete med brug af skum. Ilden havde skabt fare for op mod 20 køretøjer på P-pladsen, men heldigvis skete branden tidligt på aftenen og blev derfor hurtigt opdaget.
Det var således alene BMW’en som udbrændte totalt, mens de to andre biler slap med en række alvorlige brandskader – de er dog uden tvivl begge totalskadet efter branden.
Ingen personer er kommet noget til ved branden, årsagen til branden undersøges nu af Nordsjællands Politi som bla. har haft hunde på stedet og formentlig fortsætter undersøgelserne for at finde brandårsagen.