Det hele startede på E45, hvor politiet fik en anmeldelse om en slingrende bilist.
En patrulje kom frem til stedet, men bilisten nægtede at standse.
– Han ville ikke stoppe, selv om vi havde tændt blinklys og sirene, fortæller vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi til nordjyske.dk.
Således fortsatte bilisten sin kørsel, og med betjentene lige bag sig hældte han en hvid substans ud af vinduet. Politiet mener, at der er tale om narko.
Bilisten blev jagtet af politiet, som nu havde indsat flere patruljevogne, i op mod en halv, før han kørte galt i et vejkryds på Humlebakken i det østlige Aalborg.
Her sluttede flugten og politiet kunne anholde bilisten, en 24-årig mand fra Aalborg-området.
Politiet mener, at bilisten har revet hul på poser med narko og hældt det ud af vinduet under biljagten.
Bilens ene side er således smurt ind i en hvid masse, der angiveligt er narko.
Den 24-årige er i forvejen kendt af politiet, blandt andet for narko-relateret kriminalitet, skriver nordjyske.dk.