Grise er på fri fod i Sønderjylland efter to transportuheld

Betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi har onsdag haft travlt med at indfange løsslupne grise, efter at ikke bare en, men to grisetransporter væltede forskellige steder i kredsen.

Først gjaldt det en grisetransport med 500 12 ugers grise. Den væltede på Mommarkvej på Sydals klokken 11.49.

– Der er tale om en lastbil med anhænger, der kommer for langt ud i rabatten på en markvej. Anhængeren med de 500 grise vælter om på siden og lander på en mark, siger vagtchef Henrik Sønderskov.

– Bagporten går op, og grisene falder ud.

Politiet fik hjælp af brandvæsnet i Sønderborg til at indfange grisene, hvilket ifølge vagtchefen tog en del timer.

– De var ikke færdige før ud på eftermiddagen, siger han.

Henrik Sønderskov fortæller videre, at der var en dyrlæge på stedet, som måtte aflive nogle af grisene.

– Men hvor mange ved jeg ikke, siger han.

Om aftenen var den gal igen. Denne gang på Fogderupvej ved Bylderup Bov.

– Vi får anmeldelsen klokken 21.06, om at en lastbil med anhænger er væltet. Det ene hjulsæt kommer simpelthen for langt ud i rabatten, siger vagtchefen.

Lastbilen var læsset med 215 slagtesvin.

– 16 af dem døde enten på stedet eller måtte aflives af en dyrlæge, siger Henrik Sønderskov.

Han fortæller videre, at 14 store søer fortsat er på fri fod natten til torsdag.

– Så hvis man spotter en so, må man meget gerne ringe til os på 114, siger han.

/ritzau/