Mand stukket ned med kniv på åben gade i København

En mand er blevet stukket i maven med en kniv på Jyllingevej i København.

Det oplyser Københavns Politi, som fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 15.37.

– En mand er blevet stukket i maven og er kørt til sygehuset. Jeg kan ikke sige noget nærmere om hans tilstand, siger vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi.

Kort efter knivstikkeriet anholdt politiet en mand i nærheden.

– Vi arbejder stadig derude og har flere vidner, som vi skal have afhørt, siger vagtchefen.

Han kan kort før klokken 17 ikke fortælle noget om de nærmere omstændigheder ved knivstikkeriet.

/ritzau/