Gled over i modsatte vejbane: Kvinde kvæstet i glatføreulykke

Tirsdag aften blev en ung kvinde kvæstet, da hun mistede herredømmet over sit køretøj på de glatte veje i Østjylland.

Ulykken skete på Genvejen i Aarhus.

– En 19-årig kvinde mistede herredømmet over sin bil på grund af glat føre og skred over i modsatte vognbane, hvor hun blev ramt af en modkørende. Kvinden er kommet til skade og er på hospitalet, men det er ikke alvorligt, siger Per Bennekov, vagtchef hos Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.

DMI advarer generelt om stor risiko for glatte veje onsdag morgen.