Uheldet skete kort efter klokken 15 i krydset mellem Gammel Århusvej og Krogstrupvej. Tilsyneladende stødte to biler sammen, da chaufføren i en af bilerne undlod at overholde sin vigepligt.
– De foreløbige undersøgelser fra stedet viser, at en 74-årig mand fra Odder ikke overholder sin vigepligt, siger vagtchef Kent Midtgaard, Sydøstjyllands Politi.
– Han rammer så en anden bil, der kommer kørende ad Gammel Århusvej, forklarer vagtchefen.
I dén bil sad en 55-årig mand fra Horsens. I første omgang var beskeden, at han var fløjet til sygehuset i Aarhus – og at hans tilstand var kritisk. Men klokken 21.30 fastslår vagtchefen, at manden er uden for livsfare.
– Det ser ud til, at han er sluppet heldigere end først antaget, siger Kent Midtgaard.
I alt tre biler var involveret i sammenstødet, men ingen andre end den 55-årige bilist er kommet noget alvorligt til.
/ritzau/