Bilist rammer autoværn og bliver slynget ud af sin bil

En trafikulykke på Holbækmotorvejen ved Vallensbæk har mandag aften kostet en person livet.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

– Bilisten har af en eller anden grund ramt autoværnet og er blevet slynget ud af sin bil, fortæller vagtchef Thomas Mejborn.

Ingen andre personer end føreren af bilen har været involveret i ulykken.

Politiet vil først på aftenen hverken oplyse køn eller alder på den dræbte, da de pårørende endnu ikke er underrettet.

I forbindelse med uheldet er Holbækmotorvejen helt spærret i retning mod København ved Vallensbæk Sø, og trafikken ledes ad andre veje.

– Det har ikke givet problemer, og der er ingen kødannelse, siger vagtchefen.

/ritzau/