Politi i Malmø: Multikriminelle bandefolk stod bag skyderi

Det var hårdkogte bandemedlemmer, som mandag aften blev ramt i et blodigt skyderi i Malmø, hvor tre personer blev dræbt.

Tre blev såret, og alle seks ofre kendte hinanden. Ingen er pågrebet eller mistænkt, men politiet leder efter en mørk bil.

Det fortæller politimester Stefan Sintéus på en pressekonference tirsdag formiddag.

– De er involveret i grov organiseret kriminalitet, siger Sintéus om ofrene.

Vidner har berettet, at der blev skudt med automatvåben foran internetcaféen på Drottninggatan, der ligger centralt i Malmø.

Det vil politiet hverken be- eller afkræfte. Der er i det hele taget mange spørgsmål, der returneres uden svar på politiets møde med pressen.

– Disse personer er multikriminelle. De er involveret i mange forskellige typer af forbrydelser i Malmø, siger Sintéus. Han nævner, at politiet holder øje med over 200 personer med relation til en bandekonflikt i byen.

Der har været flere bander i byen. I øjeblikket holder politiet øje med 3-4 grupperinger.

Den svenske justits- og indenrigsminister, Morgan Johansson, holder også et pressemøde tirsdag formiddag. Han opfordrer alle, som kan have hørt eller set noget, om at henvende sig til politiet.

– Det er en pligt at bistå politiet med tips og oplysninger, siger justitsminister Johansson.

Malmø er jævnligt plaget af skyderier. Men det er ifølge politimesteren usædvanligt, at tre personer bliver dræbt i samme hændelse.

Som svar på hvorfor Malmø ofte oplever skyderier, lyder det fra politiet, at det blandt andet skyldes, at byen har et “stort kriminelt arbejdsfelt” i nærheden af Danmark, Tyskland og Polen, og det “spiller sikkert en rolle”.

/ritzau/