Rutinetjek førte til kort biljagt og skud affyret

Et normalt rutinetjek af en bil førte sent onsdag aften til en biljagt og betjente, som affyrede varselsskud.

Onsdag aften spottede en patrulje et køretøj i Vanløse i København.

Betjentene mente at bilen måske indeholdt banderelaterede personer og forsøgte derfor at bringe den til standsning.

Føreren af køretøjet standsede dog ikke, men forsøgte at stikke af.

Efter en kort biljagt blev køretøjet stoppet på Indertoften i Vanløse, men herefter udvikler situationen sig dramatisk.

Efter en af betjentene er trådt ud af patruljebilen, går den eftersatte bil pludseligt i bakgear. Betjenten føler sig truet og affyrer varselsskud.

– Da en betjent træder ud fra politibilen, sættes bilen, som er blevet bragt til standsning, i bakgear, siger vagtchefen og tilføjer:

– Han føler sig truet i situationen og afgiver varselsskud, fortæller vagtchefen hos Københavns Politi til TV 2 Lorry.

Kort efter kan politiet anholde fem personer.