Skuddrama på Nørrebro: Flere gader er afspærret

Københavns Politi arbejder torsdag morgen på Nørrebro. Politiet er i gang med at undersøge en “kriminel handling”.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Lars Westerweel, der ikke vil uddybe nærmere.

Ifølge Ekstra Bladet har der været skyderi natten til torsdag på Nørrebro, men det vil vagtchefen hverken be- eller afkræfte.

Ekstra Bladets fotograf har været på stedet, hvor der skal have ligget flere patroner samt en pistol på gaden. Vidner skal have hørt adskillige skud og skrevet om det til mediet.

Politiet har afspærret et område af Nørrebro i forbindelse med hændelsen.

Torsdag morgen er Nørrebrogade omkring Den Røde Plads, Krogerupgade, Hillerødegade, Ole Jørgensens Gade samt enkelte sidegader helt eller delvist afspærret. Det oplyser politiet på Twitter kort før klokken 07.00.

København var hen over sommeren plaget af adskillige skyderier i forbindelse med en bandekonflikt.

Derfor blev der også indført en visitationszone 20. juli. Visitationszonen, der lige nu blandt andet dækker et område på og omkring Nørrebro, i Nordvest og Brønshøj, blev i sidste uge forlænget frem til 28. september.

/ritzau/