Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Kl. 09.30 indledte Københavns Politis Afdeling for Organiseret Kriminalitet en koordineret aktion, hvor et stort antal adresser i Københavnsområdet blev ransaget og hvor 15 personer blev anholdt.
Aktionen er ikke afsluttet, men foreløbigt vurderes det, at 8 mænd i alderen 19 – 55 år vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag i Byrettens afdeling på Nytorv. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.
– Det er vores opfattelse, at vi via en målrettet efterforskning, hvor vi har fulgt pengene fra hashsalget i Pusherstreet til et ledende medlem af Hells Angels, har ramt både salgs- og leverandørleddet i Pusherstreet hårdt. Det er en stor tilfredsstillelse, at vi med dagens aktion rammer de kyniske bagmænd. Vi går efter både købere, sælgere og leverandører, men det er klart, at vi altid er glade for at ramme helt ind i hjertet af hashandelen, siger ledende politiinspektør Poul Kjeldsen.
Personerne der fremstilles i grundlovsforhør sigtes alle for overtrædelse af straffelovens § 191, idet de efter politiets opfattelse har virket i en professionel og hierarkisk opbygget organisation, som i en periode har solgt flere hundrede kilo hash i Pusherstreet.
– Det er vores opfattelse, at det fuldgyldige medlem af Hells Angels fungerede som overordnet leder af en professionel og hierarkisk opbygget organisation og sagen viser igen, at voldsparate personer fra rockermiljøet er en del af den organiserede og utryghedsskabende hashandel i Pusher Street på Christiania, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Afdeling OC, Københavns Politi.