Slud i Sydøstjylland fører til fem biluheld på tre timer

Her optagelser fra mandag aften fra Jerlev, hvor en bilist kørte galt, da vedkommende bremsede for et dyr.

Det danske påskevejr har mandag ført en række biluheld med sig i Sydøstjylland.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Der er ikke nogen personskade efter de fem uheld, men der er stor materiel skade, og motorvejen fra Kolding i nordgående retning har været spærret i et par timer mandag eftermiddag.

I alt har 10-12 køretøjer været involveret i uheldene.

– Mellem klokken 14 og 17 har vi fem uheld i alt, tre af dem er på motorvejen. Derefter er det stilnet af, og det skyldes nok også, at der ikke længere er nedbør, siger vagtchef Kenneth Ravnholt.

Området var mandag ramt af både sne, hagl og kraftig regn. Desuden var temperaturen meget lav.

– Vi bliver nødt til at opfordre folk til at køre forsigtigt, når de skal på arbejde tirsdag morgen. Også selv om det værste ser ud til at være overstået. De fleste har af gode grunde fået sat sommerdæk på bilen, men det viste sig at være for tidligt, siger vagtchefen.

/ritzau/