Ung kvinde er dræbt i frontalsammenstød i Ballerup

En ung kvinde mistede torsdag aften livet i et frontalsammenstød på Ballerup Boulevard uden for København.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Personen – en 21-årig kvinde – var passager i en Toyota, der stødte sammen med en BMW. Den jævnaldrende fører af Toyotaen er hårdt kvæstet.

Begge kvinder blev kørt til behandling på Rigshospitalets traumecenter efter ulykken, men den enes liv stod altså ikke til at redde.

Politiets undersøgelser har vist, at sammenstødet skete, fordi BMW’en kørte mod færdselsretningen.

– Bilens fører er sandsynligvis kommet til at svinge til venstre et sted, hvor der er venstresving forbudt, og dermed kommet til at køre mod færdselsretningen, sagde vagtchef Peter Grønbek torsdag aften.

Ifølge vagtchefen er BMW’ens fører – en 48-årig mand – englænder og dermed vant til at køre i venstre side af vejen.

Ulykken skete på Ballerup Boulevard ved Åbyvej kort efter klokken 20.

/ritzau/