Trafikulykke koster mand livet og kvæster kæreste og to børn

Føreren af en personbil er søndag aften omkommet efter at være blevet ramt af en lastbil på Helsingørsvej ved Kvistgård i Nordsjælland.

Det oplyser vagtchef Michael From ved Nordsjællands Politi.

Der sad foruden føreren tre personer i bilen. De er kvæstede og bragt til hospitalet. Lastbilchaufføren er ikke kommet noget til, lyder det.

Politiet fik anmeldelsen klokken 18.54 søndag.

– En lastbil kommer kørende ad Helsingørsvej mod nord. En personbil kommer kørende ad Kongevejen og skal dreje ud på Helsingørsvej, og han overser lastbilen, siger vagtchefen.

Personbilen blev ramt i siden af lastbilen og skubbet omkring 50 meter.

Kort før klokken 1 natten til mandag oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Dan Houtved, at der er tale om to voksne og to børn.

Føreren af bilen, som mistede livet i ulykken, er en 59-årig mand fra Birkerød.

De tre kvæstede er mandens 38-årige kæreste fra Helsingør, mandens 14-årige søn og kvindens 12-årige datter.

Vagtchef Dan Houtved kan ikke på nuværende tidspunkt give flere detaljer om deres tilstand.

/ritzau/