Manden døde på Aarhus Universitetshospital senere på aftenen.
Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Per Bennekov tidligt torsdag morgen.
– Han er ikke endeligt identificeret, og de pårørende er derfor ikke underrettet, siger han.
Vagtchefen tilføjer, at politiet af hensyn til den videre efterforskning ikke har flere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.
Knivstikkeriet fandt sted onsdag omkring klokken 19.30 på Ryhavevej i Aarhus Vest.
Vidner har fortalt politiet, at de så to mænd flygte fra stedet.
Den ene beskrives som 18-19 år gammel og af anden etnisk herkomst. Han er omkring 175-180 centimeter høj og havde mørke bukser og en sort jakke af mærket Peak Performance på.
Den anden mand beskrives som værende af anden etnisk herkomst og omkring 155-170 centimeter høj.
To andre personer er også sat i forbindelse med knivstikkeriet.
Politiet søger fortsat flere vidner, der har været i nærheden af Ryhavevej onsdag aften, eller som har set personer flygte fra stedet.
Østjyllands Politi kan kontaktes på 114.
/ritzau/