Person røver pengetransport med peberspray

En pengetransport er tirsdag eftermiddag blevet røvet på Klosterparks Allé i Ringsted.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

En røver brugte en peberspray, inden han flygtede på en cykel.

– Vi har ikke alverdens oplysninger. Vi er ved at samle en masse ting ind.

– På nuværende tidspunkt kan vi heller ikke sige noget om, hvor stort et udbytte personen slap afsted med, siger Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Hvis man har oplysninger i sagen, bedes man kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 114.

/ritzau/