Mand fundet livløs på strand: Erklæret død på sygehuset

En 58-årig mand, som tirsdag blev fundet livløs på stranden i Helsingør, er erklæret død på sygehuset.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Manden blev fundet ved stranden ud for Nordre Strandvej klokken 13.30 tirsdag eftermiddag. Han blev bragt til sygehuset, men hans liv stod ikke til at redde.

Det er uvist, hvordan manden er død. Det skal et ligsyn onsdag om muligt finde svar på.

– Umiddelbart tyder det ikke på, at han har været udsat for en forbrydelse, siger vagtchef Palle Jørgensen fra Nordsjællands Politi.

– Men vi undersøger altid tingene grundigt, når vi finder folk døde på den måde, fortsætter han.

De pårørende til den 58-årige er blevet underrettet.

/ritzau/