Vandmasser fra stormen Ingolf har kulmineret og er på retur

Stormen Ingolf pressede søndag vandstanden op i faretruende højder flere steder i landet. Men vandmasserne har ikke skabt større ødelæggelser, lyder det fra politikredsene.

#F11#Her optagelser fra Gilleleje Havn i Nordsjælland.#F/1#

– Det har blæst rigtig meget i især Kattegat, og det er noget af det, der får vandet til at stige, sagde meteorolog Martin Lindberg fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), søndag.

Klokken 01.40 mandag meddelte DMI, at vandstanden havde kulmineret alle steder:

– Højvandet falder de fleste steder ned under 100 centimeter i løbet af de nærmeste en-to timer, undtagen i Roskilde Fjord, hvor den kun langsomt falder og kommer under 100 centimeter mandag morgen.

På Sjælland mistede en 60-årig mand fra Svinninge livet, efter at hans bil på grund af vand på kørebanen ved 21-tiden kørte i grøften ved Vesterlyng, der ligger i Kalundborg Kommune.

Manden blev i helikopter bragt til Rigshospitalet kort efter midnat, men hans liv stod ikke til at redde.

Syd for Danmark var der også fart på stormen, der kaldes Herwart. Det skriver nyhedsbureauet AP.

I alt kostede den fem personer livet. Faldne træer var medvirkende til fire af dødsfaldene: To døde i Polen, mens to andre mistede livet i Tjekkiet.

Det sidste dødsfald fandt sted i Jadebusen i Tyskland. Her blev en 63-årig mand revet med af vandmasser, hvorefter han druknede.

I Danmark begyndte vandet for alvor at stige ved de danske kyster, i fjorde og i åer ved 18-tiden søndag.

Det var frygtet, at Fyn ville blive værst ramt af oversvømmelser.

Men de fynske kyster blev skånet for det værste.

Ved 22-tiden begyndte vandstanden så småt at trække sig tilbage, så vandstanden langsomt kom tilbage til det normale, oplyste Fyns Politi på Twitter søndag aften.

Ifølge TV2 toppede vandstanden i Odense Fjord med 162 centimeter.

DMI rapporterede, at der ved Nordfyn blev observeret en 20-års-hændelse, mens vandstanden i Nyborg blev målt til 141 centimeter, hvilket er en 50-års-hændelse.

For Roskilde Fjord var det varslet, at vandstanden kunne stige til 160 centimeter over det normale.

Derfor blev der taget forholdsregler for at beskytte blandt andet Vikingeskibsmuseet i Roskilde mod indtrængende vand.

– Men vi kom ikke i nærheden af de 160 centimeter. Det højeste, der er målt i fjorden, er 131 centimeter, siger Merete Scheensbeck, kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Hun tilføjer, at der ikke er sket skader på museet, der ligger ud til fjorden.

– Det skyldes godt myndighedsarbejde og en stor indsats af frivillige, siger hun.

I 2013 var bygningen med vikingeskibe ved at bukke under for vandmasser, da stormen Bodil rasede.

I Frederikssund blev Kronprins Frederiks Bro, der går over Roskilde Fjord, lukket, men den blev genåbnet omkring midnatstid, oplyste Nordsjællands Politi natten til mandag.

I Horsens blev mange veje omkring havnen spærret af for at forhindre oversvømmelser af huse.

Også områder omkring havnen i Vejle blev spærret af.

Også Aarhus, Juelsminde og Fredericia var ramt af problemer med vandet.

DMI udsendte natten til mandag dog et varsel gældende til klokken syv mandag morgen om forhøjet vandstand ved Nordsjællands kyst, som lokalt kunne føre til oversvømmelser.

/ritzau/