De helt præcise omstændigheder er endnu lidt uklare, bla. idet politiet fortsat arbejder med sagen, men det ligger fast at der torsdag aften blev afgivet flere skud – vidner hævder op mod otte skud fra muligvis to biler på Uno-X tanken på Kongevejen.
– Vi modtog en anmeldelse om et skyderi på en ubemandet Uno-X-tankstation på i Kongevejen i Helsingør. En person er ramt i foden, mens et ukendt antal gerningsmænd kørte hastigt fra stedet i en bil. Vi havde en kort eftersættelse, men vi tabte dem, siger Jan Hedager, vagtchef ved Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.
Skyderiet skete for øjnene af flere vidner, og gerningsmændene skød uden omtanke for de uskyldige mennesker som bla. befandt sig på McDonalds eller på biografens P-plads, hvor blot et levende hegn stod mellem uskyldige og gerningsmændenes kugler.
Manden der blev ramt af skud søgte hjælp i en villa, lige ved tankstationen, og bad om at der blev tilkaldt en ambulance, oplyser Nordsjællands Politi. Den sårede mand skiftede åbenbart mening, for inden at ambulancen nåede frem flygtede han på uoplyst vis fra stedet.
Gerningsmændene som skød mod den sårede unge mand flygtede fra stedet i en stjålet Audi S5, med nummerpladen AZ 69 198, og der sad to maskerede personer i køretøjet.
Nordsjællands Politi kan natten til fredag ikke kommentere på om hvorvidt at der var tale om et banderelateret skyderi.