Den voldsomme soloulykke skete omkring klokken 06 i Østergade i Nørresundby i Nordjylland.
Her mistede bilisten af endnu ukendte årsager herredømmet over bilen, hvorefter bilen rullede rundt og ramte til sidst et hus.
– Bilen rullede rundt og ramte flere skilte og til sidst et hus. Da han ramte huset, var det stadig med så stor kraft, at en del af muren blev trykket ind, fortæller indsatsleder Søren Korsgaard fra Nordjyllands Beredskab til nordjyske.dk.
Sammenstødet var meget voldsomt. Bilen blev smadret og bilisten sad fastklemt. Det tog redderne omkring 20 minutter, at få frigjort den unge mand, der efterfølgende blev hastet til Aalborg Universitetshospital blandt andet med hovedskader
Bilisten var den eneste, som kom til skade i ulykken. Værelset bag den husvæg, som han torpederede, var heldigvis tomt.