Ulykken skete på Roskildevej lidt uden for Gørløse klokken 7.25.
– Kvinden kommer kørende i en personbil i den ene retning, og af ukendte årsager kører hun over i den anden kørebane og rammer frontalt ind i en varebil, fortæller Palle Jørgensen.
Kvinden blev dræbt på stedet, mens den mand, som sad bag varebilens rat, ifølge vagtchefen slap fra ulykken uden alvorlige skader.
Politiet har fredag formiddag givet kvindens nærmeste pårørende meddelelse om ulykken.
I flere timer blev der arbejdet på ulykkesstedet med redning, oprydning og efterforskning.
Blandt andet har politiet haft en bilinspektør på stedet i forventningen om at kunne klarlægge de nærmere omstændigheder ved ulykken.
Vejen var af den grund afspærret i flere timer. Den blev genåbnet omkring klokken 11.
/ritzau/