Kæreste til voldtægtsoffer: Jeg gik i panik med det samme


– Skat hvor er du? Jeg tager ud for at lede efter dig.

Her optagelser fra gerningsstedet, august 2016.

Det var ordlyden af den sms, som en kondiløbers kæreste sendte, da han ikke kunne forstå, at hun ikke var kommet hjem.

Offerets kæreste vidner onsdag i Københavns Byret og er tydeligt berørt af situationen.

Han beskriver, hvordan han gik i panik, da han opdagede, at hans kæreste ikke var kommet hjem fra sin løbetur en morgen i august 2016.

– Jeg går i panik med det samme, det er helt ulogisk, at hun ikke er kommet hjem, siger han.

Kvinden var blevet overfaldet på sin løbetur. En mand havde voldtaget hende og forsøgt at dræbe hende med kvælertag.

En grønlandsk mand er tiltalt for at have voldtaget og forsøgt at dræbe kvinden. Han nægter sig skyldig.

Kæresten til offeret kontakter hendes familie og politiet meget tidligt, da han hurtigt bliver bekymret.

Efter at have ringet til sygehuse og hendes arbejde beslutter de sig for at lede efter hende i området.

Det er kærestens lillebror, der finder offeret. Først ser han en løbesko ligge og spørger, om det kan være offerrets. Herefter ser han hendes ben i et buskads.

Kæresten løber hen til hende. Hun har ligget i buskadset i ni timer.

Da de finder hende, ryster hun, og har rifter på arme og ben, hun har blod i ansigtet, og hendes hoved er deformt.

– Jeg råber, at jeg tror, hun er blevet voldtaget, da hun ikke har meget tøj på.

– Hun prøver at løfte hovedet op, men hun kan simpelthen ikke. Der er ikke flere kræfter tilbage, siger kæresten.

Offeret selv kan ikke huske noget, siden hun gik fra sit hjem tidlig morgen sidste år i august, fortæller hun i retten onsdag.

Hun har pådraget sig en hjerneskade under overfaldet og har gået til genoptræning for at lære at gå og snakke igen.

– Jeg var meget syg. Jeg havde skader i hjernen, kraniebrud, flænger i hovedet, mit syn var ødelagt, og jeg har gået med kontaktlinser, siger offeret.

I dag kan kvinden gå og snakke igen, men hun har stadig svært ved at holde balancen og glemmer indimellem nogle ord.

/ritzau/