Mand anholdt med håndgranat ved sommerlejr for børn

En sommerlejr med 50 børn og flere voksne fik mandag besøg af en uvelkommen gæst.

Kort efter klokken 20.00 modtog politiet en anmeldelse om, at en mand var blevet set med noget, der kunne ligne en håndgranat, nær ved sommerlejren i Egeskoven i Glostrup, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Anmeldelsen fik politiet til at rykke ud, og der blev iværksat en eftersøgning af manden på baggrund af et signalement.

Det førte til anholdelsen af en 47-årig mand mandag aften. Det viste sig, at der var tale om en rigtig håndgranat, som dog ikke havde nogen split i.

– Det er en ægte granat, men detonatoren er fjernet, forklarer vagtchef Lars Guldborg fra Københavns Vestegns Politi.

Manden har erkendt, at det nok var ham, som var blevet set ved sommerlejren.

På sommerlejren befandt der sig cirka 50 børn og flere voksne. Ingen af dem kom noget til.

Politiet har anholdt manden efter en ransagning på hans bopæl, hvor politiet fandt håndgranaten, og den 47-årige er blevet sigtet for trusler på livet.

– Man kan sige, at det er en underforstået trussel, når man fremviser en håndgranat. Det er i sig selv egnet til, at folk frygter for deres liv eller helbred, siger Lars Guldborg.

Ifølge Københavns Vestegns Politi bliver der nu taget hånd om børnene på sommerlejren.

Politiet oplyser, at der endnu ikke er taget stilling til en eventuel fremstilling af manden. Det er uklart, hvordan han er kommet i besiddelse af granaten, og hvorfor han gik rundt med den.

/ritzau/