Motorcykelbetjent bragt til hospitalet efter sammenstød

En motorcykelbetjent har mandag morgen været involveret i en trafikulykke på Helsingørmotorvejen, da han eskorterede en ambulance med en såret kvinde på vej mod Rigshospitalet.

Det oplyser Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.

Motorcyklisten skulle være uden for livsfare.

Ulykken fandt sted klokken 07.47 på den tæt trafikerede motorvej i retning mod København, fortæller pressekonsulent ved Nordsjællands Politi Henriette Døssing.

– Han kører udrykning i den meget tætte trafik og kører så op i en bil bagfra. Herefter bliver han bragt til Rigshospitalet, fortæller hun til Ritzau.

– De første meldinger lyder på, at betjenten ikke er kommet noget alvorligt til, siger Henriette Døssing.

Ifølge Helsingør Dagblad var det en kvinde, som var blevet stukket med kniv, der befandt sig i den ambulance, som motorcykelbetjenten var ved at eskortere til Rigshospitalet.

Ifølge dagbladet var to kvinder involveret i et knivstikkeri i boligområdet Vapnagård i Helsingør. Politiet modtog anmeldelsen klokken 6.54 mandag morgen.

Den ene kvinde er indlagt på Hillerød Hospital, mens den anden blev kørt til Rigshospitalet. Begge kvinder er ifølge politiet udenfor livsfare, skriver Helsingør Dagblad.

Der er ikke umiddelbart flere oplysninger om knivstikkeriet i Helsingør.

To vognbaner har været spærret mellem Sandbjerg og Hørsholm Syd på grund af trafikulykken, men vejen er helt ryddet igen, oplyser Vejdirektoratet på Twitter. Dog må der medregnes forlænget rejsetid indtil klokken cirka 10.30.

Politiet advarer på Twitter om kø og langsom trafik og beder bilisterne om at vise hensyn.

En bilinspektør vil undersøge de nærmere omstændigheder for ulykken.

/ritzau/