Flugtbil fra voldsomt skyderi i København brændt af

Politiet er muligvis kommet et skridt videre i opklaringen af et voldsomt skyderi i Sydhavnen i København lørdag morgen.

Sent lørdag aften blev den VW Transporter, der blev brugt i forbindelse med skyderiet, fundet brændende på Møllestensvej i Vallensbæk syd for København.

LÆS OGSÅ: Mand overlever likvideringsforsøg på åben gade i København

– Vi får en anmeldelse om en brændende bil klokken 23.26, og det viser sig at være den bil, der blev brugt i forbindelse med skyderiet, fortæller Sajjad Haider, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Skyderiet fandt sted lørdag morgen ved 09-tiden på Stubmøllevej ved Mozartsvej i Sydhavnen i København.

Her var en 34-årig mand ved at lægge varer ind i sin bil, da en koksgrå VW Transporter stoppede op på den anden side af gaden.

– Mindst to maskerede mænd springer ud af bilen og affyrer flere skud mod ham, fortalte Sajjad Haider lørdag.

Den 34-årige, der i forvejen er kendt af politiet, blev ramt af flere skud, men han er uden for livsfare.

Efter skyderiet sprang mændene ind i bilen og flygtede gennem Valbyparken.

Lørdag aften blev flugtbilen så fundet delvist udbrændt i Vallensbæk. Bilen havde udenlandske nummerplader – muligvis svenske eller tyske – der begyndte på HH.

– Vi vil meget gerne høre fra folk, som måtte have bemærket bilen i området, hvor den blev fundet eller andre steder i løbet af lørdagen. Vi vil også gerne høre fra folk som i øvrigt måtte have bemærket noget usædvanligt eller mistænkeligt i området omkring Møllestensvej, siger Sajjad Haider.

For godt to uger siden blev en 27-årig mand såret af skud omtrent samme sted, som lørdagens skudepisode fandt sted. Politiet kan dog endnu ikke sige, om der er en sammenhæng mellem de to skyderier.

/ritzau/