Fyns Politi: Flere bandemedlemmer stoppet ved Lillebæltsbroen

En mand er onsdag aften blevet stukket i halsen med en kniv i Vestergade i Vejle.

Ifølge Ekstra Bladets netavis er manden død efter overfaldet.

Her tv-optagelser fra drabsstedet i Vejle.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få fat i Sydøstjyllands Politi, der overfor eb.dk bekræfter drabet.

I forbindelse med knivstikkeriet har vidner set flere personer løbe fra stedet.

Knivstikkeriet i Vejle fik Fyns Politi til at reagere.

– Vi fik en mistanke om, at nogle bandemedlemmer ville tage fra Fyn til Jylland på grund af knivstikkeriet, fortæller vagtchef Christian Rasmussen fra Fyns Politi.

– Derfor satte vi sluser op ved Lillebæltsbroen og ved den Gamle Lillebæltsbro.

Han fortæller, at politiet stødte på flere bandemedlemmer, som blev registreret og sendt tilbage.

– Jeg kan ikke fortælle, hvor mange vi stoppede, siger vagtchefen, der heller ikke vil sige, hvilken gruppering de kommer fra.

Han fortæller dog, at politiet ikke har fundet våben på de bandemedlemmer, man stødte på.

/ritzau/