Fodgænger dræbt i trafikulykke lillejuleaften

En ældre mand er afgået ved døden i en trafikulykke i Gilleleje i Nordsjælland.

Det oplyser Palle Jørgensen, vagtchef ved Nordsjællands Politi fredag aften.

– Ulykken fandt sted klokken 17.05 i Gilleleje. Der er tale om en ældre mand. Mere kan jeg ikke sige nu, siger Palle Jørgensen fredag aften.

Manden blev angiveligt ramt af en bil, da han færdedes til fods i Gilleleje by. Der er ikke flere oplysninger om omstændighederne omkring ulykken, eller om der er andre tilskadekomne.

Den ældre mand døde på stedet, oplyser vagtchefen.

Politiet er på ulykkesstedet.

/ritzau/