Det oplyser Nordsjællands Politi torsdag aften.
– Der har været ligsyn på stedet, og alt tyder på, at der er tale om en drukneulykke, siger vagtchef Martin Bakke.
Det var forbipasserende, der klokken 16.20 slog alarm.
– De ser liget af kvinden ligge 15-20 meter ude i det sydøstlige hjørne af søen, siger Martin Bakke.
Men politiet har endnu ikke fundet ud af, hvem kvinden er.
– Vi har ikke oplysninger om, at nogen er savnet i området, og vi har heller ikke fundet tøj eller andet, der kunne fortælle os, hvem hun er, forklarer vagtchefen.
Da kvinden blev fundet, var hun iført en stribet bikini. Hun er 30-50 år, har danske træk, er cirka 160 centimeter høj og almindelig af bygning.
– Og så havde hun nogle lyserøde hårbånd eller elastikker i håret, siger Martin Bakke, der ikke har oplysninger om hendes hårfarve.
– Hvis nogen i området omkring Buresø ikke kan komme i kontakt med en kvinde, der passer på beskrivelsen, må de meget gerne kontakte Nordsjællands Politi, fortsætter han.
/ritzau/