Brutalt: 25-årig dræbte kærestepar foran seksårig datter

Det dobbeltdrab, der søndag aften fandt sted i landsbyen Snøde på Langeland, skete ifølge Fyns Politi under afleveringen af en seksårig pige.

Den formodede gerningsmand på 25 år kørte ud til sin 23-årige ekskæreste, som boede sammen med sin nye kæreste på 35 år, for at aflevere deres fælles barn.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Under afleveringen opstod der tumult.

– Han trækker ekskæresten ud i bilen og skyder hende. Så kommer den nye kæreste ud af huset, hvorefter gerningsmanden kører ind i ham og skyder ham, siger efterforskningsleder ved Fyns Politi Henrik Justesen.

Alt imens sad den seksårige pige i bilen.

Den 23-årige ekskæreste var ifølge efterforskningschefen gravid. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var hun seks måneder henne.

– Efter ugerningen kører gerningsmanden ned til en kammerat på Langeland, som ringer til noget af gerningsmandens familie i Svendborg.

– De tager over og henter ham for at køre ham til en politistation, lyder det fra Henrik Justesen.

I mellemtiden, cirka klokken 20.45, alarmerede naboer politiet, som havde afspærret Svendborgsundbroen. Her blev bilen med gerningsmanden, to familiemedlemmer og den seksårige datter stoppet klokken 21.50 på vej mod Svendborg.

Under ransagningen af bilen fandt politiet det formodede gerningsvåben, og den 25-årige blev anholdt. Det var ifølge politiet de to familiemedlemmer i bilen, der oplyste betjentene om våbnet.

Ifølge Fyns Politi er der tale om et oversavet jagtgevær.

Manden skal fremstilles i grundlovsforhør i Svendborg senere mandag, formentlig klokken 13. Tidspunktet er dog endnu ikke helt fastlagt.

Ifølge Henrik Justesen erkender den formodede gerningsmand at have skudt. Dog kan han ikke huske i detaljer, hvordan han gjorde, lyder det fra efterforskningslederen.

Politiet har underrettet de sociale myndigheder, som skal forholde sig til den seksårige datter.

/ritzau/