Otte skal i grundlovsforhør efter brutalt drab i Nordsjælland

Otte personer opholdt sig i et rækkehus i Frederiksværk, hvor en 27-årig kvinde onsdag blev fundet dræbt.

De bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør, oplyser Nordsjællands Politi. Ligesom den 27-årig kvinde stammer de fra Eritrea.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Onsdag eftermiddag blev en 29-årig mand, der ligeledes stammer fra Eritrea, fundet død i Vinderød Skov. Da politiet tog hen til mandens bopæl, kom de i kontakt med tre personer, som opholdt sig der.

De gjorde politiet opmærksomme på rækkehuset, der ligger på Vinderød Enghavevej. De fortalte, at der muligvis var sket et drab der. Rækkehuset er en form for opholdssted.

Henrik Gunst, der er leder af personfarlig efterforskning i Nordsjællands Politi, har tidligere udtalt, at der ingen tvivl er om, at kvinden er blevet dræbt. Mandens dødsfald efterforskes som et mistænkeligt dødsfald.

– Meget peger på, at der er en sammenhæng mellem dødsfaldene, og det er nu vores opgave at stykke enderne sammen og finde ud af, hvad der er sket og hvorfor, har han tidligere sagt.

– Vi har nogle teorier angående motiv, men af hensyn til den videre efterforskning vil vi gerne holde kortene tæt til kroppen lidt endnu, sagde han.

De tre personer, der befandt sig på mandens bopæl, er anholdt. Der er endnu ikke taget stilling til, om de også skal fremstilles i grundlovsforhør.

Grundlovsforhøret finder sted klokken 13 i Retten i Hillerød.

/ritzau/