Håndværkere stadig i kritisk tilstand efter brutalt overfald

En 27-årig mand, der torsdag angreb fem mennesker med en hammer, er tirsdag klar til at møde op i retten.

Han blev fredag varetægtsfængslet uden selv at være stillet for en dommer og anbragt i såkaldt surrogat på grund af sin tilstand.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Ved grundlovsforhøret klokken 13 tirsdag er politiet spændt på at høre, hvordan han forholder sig til sigtelsen for grov vold og drabsforsøg.

– Vi har ikke selv talt med ham og er spændt på, hvad han har at fortælle, siger efterforskningsleder hos Nordsjællands Politi, Henrik Gunst.

Med en lægtehammer angreb den 27-årige mand torsdag først tre kolleger på en byggeplads i Fredensborg. Derefter gik han løs på to tilfældige mennesker, hvis biler han ville stjæle.

To af kollegerne fra byggepladsen er tirsdag fortsat i kritisk tilstand, oplyser Henrik Gunst.

Den 27-årige kom også selv til skade torsdag. Af den grund var han ikke til stede, da en dommer fredag besluttede at varetægtsfængsle ham for grov vold og drabsforsøg.

Det var planen, at manden skulle stilles for en dommer lørdag. Men grundlovsforhøret blev aflyst, da den sigtede ikke var i stand til at deltage, fortæller anklager ved Nordsjællands Politi Mie Kjær.

Det er derfor endnu uvist, om den unge håndværker erklærer sig skyldig.

I fredagens retsmøde kom det ifølge Ekstra Bladet frem, at gerningsmanden efter alt at dømme angreb i en tilstand af psykose. Det kan anklager Mie Kjær dog ikke bekræfte.

– Det kan ikke afvises, men det er for tidligt at sige, siger hun.

Tilsyneladende var der ingen varsler forud for de blodige overfald.

Til politiet har en tredje kollega fortalt, at han ikke husker selve overfaldet, men at han på et tidspunkt vågnede på gulvet med ondt i hovedet og blod i ansigtet. Kort efter fandt han sine to kolleger badet i blod. Den 27-årige var ingen steder at se.

Det står dog klart, at den mistænkte efter angrebet på byggepladsen fortsatte til Mågevej i Fredensborg, hvor han cirka klokken 14.45 torsdag truede sig til en bil. Her brugte han igen en hammer som våben over for en 40-årig mand.

Senere stoppede manden i bilen i Uvelse, hvor han truede en kvinde på 66 år til at give sig en ny bil. Også hun skal være blevet slået med hammeren.

Politiet satte herefter en jagt ind, og manden blev anholdt mellem Farum og Lynge.

Efter hasarderet kørsel trillede han rundt med bilen. Det var i den forbindelse, at han pådrog sig sine kvæstelser.

Fredag aften blev den unge håndværker udskrevet fra Rigshospitalet og overført til sygeafdelingen i Vestre Fængsel.

/ritzau/