TV: 30-årig søn anholdt for at have dræbt sin mor i Sulsted

En kvinde på 61 år er tidligt lørdag morgen blevet dræbt i sit hjem i Sulsted nord for Nørresundby. Hendes søn er blevet anholdt, oplyser politiet.

Drabet er begået i en ejendom på Sigurd Hoels Vej, hvor kvinden, hendes mand og kvindens søn bor.

Like localeyes.dk på Facebook

Det var ved 3.30-tiden, at manden ringede til politiet og fortalte, at hans stedsøn havde dræbt sin mor.

Politiet rykkede ud, og i stuen fandt betjentene kvinden liggende død.

Hendes søn var også til stede, og anholdelsen af ham foregik uden dramatik, hedder det i en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi.

Sønnen er 30 år. Umiddelbart oplyser politiet ikke, om han erkender eller nægter sig skyldig i forbrydelsen.

Teknikere og efterforskere undersøger lørdag morgen gerningsstedet, og der skal også holdes ligsyn på stedet.

En anklager vil i et retsmøde lørdag bede en dommer i Aalborg om at varetægtsfængsle sønnen.

Tidligt lørdag formiddag ønsker politiet ikke at udtale sig om, hvordan forbrydelsen er sket – eller om et muligt motiv.

/ritzau/