Mand stjæler pistol fra betjent og skyder sig selv

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) undersøger nu en sag, hvor en mand skød sig selv i hovedet med en af politiets tjenestepistoler.

Det oplyser DUP i en pressemeddelelse.

Like localeyes.dk på Facebook

Episoden skete torsdag et sted i Nordjylland, hvor manden fik fravristet tjenestepistolen fra en betjent, hvorefter manden affyrede et skud mod sig selv.

Efter hændelsen tog Nordjyllands Politi kontakt til DUP.

– Politiklagemyndigheden har på baggrund af underretningen fra Nordjyllands Politi straks iværksat en efterforskning af episoden, og der er i den forbindelse sendt efterforskere til stedet, lyder det i pressemeddelelsen.

Hvor i Nordjylland hændelsen fandt sted, vil DUP ikke sige af hensyn til de pårørende. DUP ved nemlig ikke, om de er blevet underrettet, fortæller kontorchef Rasmus Blaabjerg.

Rasmus Blaarbjerg kan torsdag aften ikke fortælle, hvad der helt præcist er sket.

– Vi har valgt ikke at sige nærmere om det, fordi vi er i gang med at efterforske, hvad der præcist er op og ned. Men også, fordi det er strafferetlig efterforskning.

– Der er grænser for, hvor meget vi kan fortælle af hensyn til vores tavshedspligt, siger Rasmus Blaarbjerg.

Mandens tilstand er ikke DUP kendt.

– Det sidste, vi hørte, var, at han var i live. Det hørte vi i eftermiddags. Mere ved vi ikke.

/ritzau/