Cykelskuret var allerede et stort flammehav, da en tilfældig forbipasserende opdagede branden på stationspladsen kl. 01.25 natten til mandag.
Falcks brandbiler i Helsinge rykkede ud med det samme, men der var intet at gøre, idet skuret var helt overtændt og også begyndt at styrte sammen.
Lokalkendte oplyser til localeyes.dk, at det udbrændte skur ofte blev brugt til handel med narkotika.
I det hele taget skulle Stationspladsen være kendt som Helsinges narkocentral, og skuret kaldtes for ‘hashklubben’, hvor alt der kan ryges, sniffes eller sprøjtes kunne købes.
Under slukningsarbejdet fandt brandvæsnet flere tegn på, at ilden var påsat. Således sikrede politiet fx en flaske, som angiveligt lugtede af brandbar væske.
Politiet vil nu tjekke optagelser fra overvågningskameraer og lave yderligere brandtekniske undersøgelser.