Spirituskørsel: Far kvæster fireårig søn i trafikulykke

En fire år gammel dreng blev lørdag aften fløjet til Rigshospitalet efter et færdselsuheld i Holbæk. Barnets far var fører af bilen og er efterfølgende blevet sigtet for spiritus kørsel.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Uheldet skete lørdag aften omkring klokken 21.45, da en bil kom kørende ad Lundemarkedsvej i retning mod Stenhusvej. I et sving fortsatte bilen lige ud og kørte frontalt ind i et stengærde og op på en lille jordvold.

Den mandlige bilist blev kørt til skadestuen på Holbæk Sygehus med mindre skader.

I bilen var også hans fireårige søn, der havde fået skader i hovedet. Lægehelikopteren fra Ringsted blev tilkaldt og fløj drengen til Rigshospitalets traumecenter.

Politiet spærrede Stenhusvej i begge retninger så helikopteren kunne lande i krydset Lundemarksvej og stenhusvej.

Faren er efterfølgende blevet sigtet for spirituskørsel.

Politiet oplyser søndag, at den fireårige dreng ikke er i livsfare.