Gade i København lukket efter slagsmål

En mand er mandag aften blevet stukket i benet i forbindelse med et større slagsmål i Valby i København.

Like localeyes.dk på Facebook

– Manden har også skader i hovedet og er blevet kørt på sygehuset, siger den centrale efterforskningsleder Morten Smith, Københavns Politi.

Et tocifret antal personer skal have deltaget i et slagsmål i området omkring Monrads Allé i Valby.

Politiet meddelte mandag aften ved 20-tiden, at den nærliggende Valby Langgade var spærret af, mens politiet undersøger området.

Det er indtil videre sparsomt med oplysninger om voldsepisoden, men ifølge Morten Smith er slagsbrødrene ikke længere til stede i området.

Politiet undersøger nu, hvad det var, der skete, herunder hvad den sårede mands rolle var.

– Det eneste, vi ved nu, er at en større gruppe har haft en uoverensstemmelse om et eller andet, siger Morten Smith.

/ritzau/