Fundet død i lejlighed: Dødsfaldet er mistænkeligt

Sydøstjyllands Politi undersøger torsdag eftermiddag et dødsfald i en lejlighed på Beringsvænget i Horsens.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre
Omstændighederne er sådan, at sagen efterforskes som et mistænkeligt dødsfald, oplyser vagtchef Jesper Duus, Sydøstjyllands Politi.

Det er en midaldrende dansk mand, der er fundet død, og politiets teknikere og retsmedicinere undersøger lejligheden, blandt andet for at fastslå om han har været udsat for en forbrydelse.

– Vi er i gang med at finde ud af, hvad manden er død af, og hvordan det er sket, siger Jesper Duus.

Ifølge vagtchefen er det for tidligt at sige, om manden har været udsat for en forbrydelse. Der kan også være tale om en ulykke, eller om at han er død af naturlige årsager.


Politiets tekniker på gerningsstedet


Vagtchefen ønsker ikke at oplyse, hvad der får politiet til at betragte sagen som et mistænkeligt dødsfald.

Politiet fik anmeldelsen om, at manden lå død i sin lejlighed, kort efter klokken 14 torsdag eftermiddag.

/ritzau/