Toge står stille på Østfyn efter personpåkørsel

Togtrafikken mellem Korsør og Odense holder stille, fordi en person er blevet påkørt af et tog på Østfyn, oplyser DSB’s pressevagt

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Togene holder stille i begge retninger. DSB forventer, at togtrafikken kommer i gang igen omkring klokken 19.30.

Ved middagstid blev trafikken på Østfyn med et par timers forsinkelse åbnet efter sporarbejde, der har medført, at passagererne hele påsken måtte rejse med togbusser.

Efter åbningen har der mandag eftermiddag været forsinkelser på grund af signalfejl, og sidst på eftermiddagen blev togtrafikken helt standset, da en person blev påkørt af et tog.

Ulykken skete ifølge Banedanmark mellem Marslev og Ullerslev øst for Langeskov. På denne strækning blev der mandag eftermiddag arbejdet med en signalfejl.

Politiet fik alarmen om påkørslen klokken 17.26, oplyser vagtchef Hans Jørgen Larsen, Fyns Politi.

– Politi og redningsfolk arbejder på højtryk for at finde ud af, hvad det er, der er sket, siger Hans Jørgen Larsen.

Mandag ved 18-tiden oplyser DSB, at der ikke længere holder tog på banelegemet, men at togene er kørt til perron i enten Odense eller Nyborg.

Her holder både intercitytog og lyntog og venter, indtil der igen kan køres mellem Nyborg og Odense. Der bliver ikke indsat togbusser, oplyser DSB.

/ritzau/