Ulykke på motorvej: Dansk Audi torpederer tysk politibil

Natten til søndag overså føreren af en dansk Audi et ulykkessted og hamrede ind i en tysk politibil. En person blev hårdt kvæstet.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Ifølge politiets oplysninger på stedet startede det med, at en anden dansk bil, en Opel Corsa var kørt ind i en lastbil og derefter ind i autoværnet på motorvejen ved Hanved i Tyskland. Føreren slap uden kvæstelser.

Politiet kom frem til stedet og tændte blå blink på vejbanen, mens man ventede på autohjælp.

Føreren af en dansk indregistreret Audi A4 på vej mod grænsen er tilsyneladende uopmærksom og opdager ikke afspærringen før det er for sent.

Bilen kom i slinger på den isglatte motorvej og bragede først ind i en politibil, påkørte derefter en lastbil for til sidst at ende i autoværnet.

Sammenstødet var så alvorligt, at Audi’en blev totalskadet og en passager på bagsædet blev fastklemt.

Redningsfolk måtte skære taget af for at frigøre den fastklemte, som også var blevet alvorligt kvæstet.

Føreren og en anden medpassager slap med lettere kvæstelser.

Alle tre biler blev totalskadet og måtte fjernes fra motorvejen. Motorvejen var derfor spærret i flere timer mellem Flensborg og grænsen til Danmark.

I alt skete der mindst tre alvorlige ulykker mellem kl. 23 og kl. 2 natten til søndag på de isglatte veje i Hanved.