De to var kørende i en bil, og farten var høj, oplyser Nordjyllands Politi.
Inden ulykken havde en færdselspatrulje været efter den i cirka 20 minutter, oplyser vicepolitiinspektør Poul Severinsen til Ritzau.
Ulykken er sket ud for Hobrovej 13 i Arden, og ingen andre køretøjer var involveret, lyder det i en pressemeddelelse fra politiet.
Om formiddagen blev den sorte tysk indregistrerede Audi stjålet i Nørresundby, fortæller vicepolitiinspektøren.
– Vi er ved at efterforske den hændelse. Nøglerne blev stjålet, siger Poul Severinsen.
Klik og se mere tv:
Tyveriet blev meddelt på politiets radioer, og i Støvring opdagede en færdselspatrulje den sorte bil. Derefter blev den stjålne bil eftersat, som det hedder i politisprog.
Vicepolitiinspektøren vurderer, at jagten varede i cirka 20 minutter.
Mændene i Audien nægtede at stoppe, og ved Arden forulykkede de med fatale følger.
Først på eftermiddagen arbejder politiet på at identificere de to dræbte mænd og at underrette de pårørende.
Færdselspatruljen er uskadt, oplyser vicepolitiinspektør Poul Severinsen.
I øvrigt er bilinspektører blevet tilkaldt for at undersøge ulykken nærmere, og i den forbindelse skal blandt andet farten vurderes.
Samtidig er Den Uafhængige Politiklagemyndighed gået ind i sagen, fordi dødsfaldene er sket i forbindelse med færdselspatruljens eftersættelse af den tyske bil.
/ritzau/