Den dræbte person er indtil videre uidentificeret, oplyser politiet.
De tre politibetjente, der er blevet ramt, meldes uden for livsfare og de pågældendes pårørende er underrettet.
To gerningsmænd skal ifølge Københavns Politi være involveret i episoden og begge er flygtet fra stedet i en mørk VW Polo med registreringsnummer AT 25919. Bilen skal være flygtet ad Jagtvej.
Den svenske Muhammedtegner og kunstner Lars Vilks og den franske ambassadør var blandt gæsterne på Krudttønden, der lørdag eftermiddag dannede ramme om debatmødet “Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed”. De meldes uskadt efter attentatet.
Politiet betragter skyderiet ved Krudttønden som et attentatforsøg på kunstneren Lars Vilks, siger indsatsleder Jørgen Petersen til Ekstra Bladet.
Angiveligt skal der være affyret mellem 20 og 40 skud mod Krudttønden.
Efter skyderiet er en sort VW Polo, der er blevet benyttet som flugtbil, fundet på adressen Borgervænget ved nr. 25 på Østerbro.
Politiet koncentrerer deres efterforskning om afhøring af vidner.
– Vi har samlet de vidner, der har været til stede for at få klarlagt, hvad der er sket, siger politiets talsmand Henrik Blandebjerg på stedet.
Vidner til skudattentatet på Krudttønden er nu kørt væk fra stedet, oplyser Københavns Politi.
Politiet er massivt til stede på Østerbro.
På Twitter efterlyser Københavns Politi flere vidner til skudattentatet. Myndighederne understreger, at folk ikke selv skal gribe ind, men underrette politiet, hvis man se noget mistænkeligt.
/ritzau/