Reddet i sidste øjeblik: Kvinde satte ild til sit hus

Fredag eftermiddag ved 14-tiden ankom Kokkedal Kommunes psykiatriske vejledere til en villa i Kokkedal. Besøget endte særdeles dramatisk, da den 45-årige kvindelige beboer satte ild til sit hus.

Like localeyes.dk på Facebook

Det normalt stille og rolige villakvarter i Kokkedal blev rammen for en dramatisk episode, som afspærrede dele af kvarteret mens politi og brandfolk arbejdede på stedet.

En kvinde fik besøg af kommunens psykiatriske vejledere, men kvinden ville ikke lukke personerne ind i huset – tværtimod.

Mens kvinden gik amok og satte ild til huset, kunne medarbejderne kun hjælpeløst se til og slå alarm til 1-1-2 om den voldsomme udvikling ovenpå deres besøg.

Den brand som kvinden startede inde i huset udviklede sig voldsomt på meget kort tid, da politi og brandvæsen ankom til adressen var huset allerede overtændt.

I løbet af kort tid stod fire – fem meter høje flammer op fra husets tagryg, og en voldsom røg blev udviklet fra huset, det oplyser politiets indsatsleder på stedet til localeyes.dk

Det lykkedes dog for redningsfolkene at trænge ind i huset, og få trukket kvinden ud i sikkerhed for den voldsomme brand som hun selv havde startet.

Den 45-årige kvinde blev tjekket for røgforgiftning af ambulancefolkene på stedet og blev herefter kørt til den psykiatriske skadestue på Hillerød Hospital.

Fredag eftermiddag var det endnu ikke klart om kvinden skulle indlægges, eller om hun ville blive forsøgt fremstillet i et grundlovsforhør i løbet af lørdag.