Dræbt af skud i brystet: Politiet skyder person efter biljagt

En patrulje fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har lørdag nat afgivet skud og ramt en person ved en hændelse i Høng.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger lige nu omstændighederne i forbindelse med skudepisoden, oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

– Manden blev ramt i brystet af et skud klokken 04.16. Han afgår ved døden klokken 05.21, siger specialkonsulent ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed Janus Rasmussen til Ekstra Bladet.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi skriver i pressemeddelelsen, at man ikke har yderligere oplysninger om de nærmere omstændigheder ved skudepisoden, før Den Uafhængige Politiklagemyndighed har klarlagt hændelsesforløbet.

Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra hverken Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi eller Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

/ritzau/