Du skal se den, hvis du er typen, der elsker at forsvinde ind i episk æstetik og vanvittig kærlighed. Det er virkelig en film, du skal se med din bedste veninde. I skal holde i hånd, få popkorn galt i halsen og diskutere jeres eget kærlighedsliv i timevis bagefter. Det bliver en fantastisk aften.
5 ud af 6 stjerner
I SERENA befinder vi os i North Carolinas bjerge i slutningen af 1920’erne. George og Serena er forelskede og nygifte, og de er i gang med at opbygge et tømmerimperium. Serena viser sig hurtigt at være mændene ligeværdig. Hun tilser tømrerne, jager klapperslanger og redder endda en mands liv i skoven.
Med al den magt og indflydelse som George og Serena efterhånden tilegner sig, nægter de at lade nogen som helst stå i vejen for deres altoverskyggende kærlighed og ambitioner. Men da Serena opdager Georges skjulte fortid og står ansigt til ansigt med sin egen uforanderlige skæbne, begynder deres passionerede ægteskab at smuldre og bevæge sig mod et dramatisk opgør
Det fine ved filmen er, at selvom der er store Hollywood skuespillere alle vegne, så kan man på en måde hele tiden mærke det danske.
Det burde man ikke når den finder sted i området omkring Rocky Mountains, som nok er det mest amerikanske, der findes. Men der var nu noget over kameraføringen – det svagt dogme, det lidt svævende billede gav følelsen af det skandinaviske.
Susanne Bier har været meget tro mod sig selv i denne film, og det er virkelig smukt. Jeg tog mig selv i at blive overrasket gang på gang over at de taler engelsk i filmen. Men hun prøver også at snyde mig ved at smide store danske skuespillere ind i små ubetydelige roller. Jeg er helt sikker på, at jeg så Kim Bodnia på et tidspunkt – bare i et splitsekund.
Det dejlige ved Susanne Biers film er helt klart det sanselige tempo og de stemningsfulde billeder. Der var lange scener, hvor der nærmest ikke blev sagt noget. Bier ved, at det er en film så, som publikum skal se og føle – og det gør vi så. Hun har også en ret unik måde at portrættere figurerne på så uanset hvor usympatiske de er, eller hvor lang de kommer ud over kanten, så forstår man dem på en måde godt. Det ser man virkelig også i hendes ”Brødre” og i ”Hævnen”. Jeg har aldrig grædt så meget, som til de film.
Det efterhånden ret velkendte Hollywoodfilm-par Jennifer Lawrence og Bradley Cooper har med denne film dannet team for tredje gang. Det kan man godt mærke. Den trygge og det velkendte strømmede som stille tåge ud i salen. Man kan mærke, at de kender hinanden rigtig godt, og det giver et fantastisk rum for dem at spille i.
De er uden tvivl begge fantastiske, men igen føler jeg, at Bradley må se sig let slået af sit kvindelige modspil. Jennifer nåede et helt nyt niveau i denne film. Hendes styrke trods sin svaghed, hendes smil trods hendes tårer og et forsigtigt, men konstant stigende vanvid i hendes sind, der næsten uden man opdager det kravler ud af skyggerne.
Hold nu kæft hvor var det fantastisk at se på. Man går dissideret ”mæt” fra biografen. Godt lavet Bier – jeg glæder mig til at se ”En chance til”, og håber den kan holde denne vanvittige standard.
Alt i alt så er det en af den slags film man skal se i biografen. Kom af sted – NU!
